Velkommen til Korsør Lystbådehavn A.m.b.a.


Slagelse Kommune har ønsket at være sponsor på vores nye hjemme-side. Er du interesseret i at blive sponsor, skal du kontakte bestyrelsens formand på tlf. 51521034 eller på kvlogel@hotmail.com
Velkommen til Korsør Lystbådehavns hjemmeside.
Uanset om du er ny eller ”gammel” andelshaver i Korsør Lystbådehavn eller gæstesejler byder vi dig velkommen i vores havn. Vi håber for dig, at du vil blive glad for dit ophold
Havnen er en forudsætning for at kunne nyde sejlerlivets glæder i Korsør for mellem 500 og 600 brugere af sejl- og motorbåde samt joller. Den er således hjemsted for sejlklubben og dens aktiviteter. Samtidig er den også mødested for andre, der ønsker at sejle uden for konkurrence og for gæstesejlere, som vi har rigtigt mange af.
Korsør Lystbådehavn AmbA er Vestsjællands største lystbådehavn.
Havnen er også en forretning, der skal løbe rundt. Der skal repareres, vedligeholdes og nyinvesteres, så der til enhver tid hersker de bedst mulige forhold for havnens brugere og gæster. Ansvaret for havnens drift og udvikling ligger hos bestyrelsen. Men det er et naturligt ønske og en indlysende forventning, at den enkelte andelshaver og gæstesejlere også ser sig selv som ansvarlig for at medvirke til, at havnen er attraktiv og et godt sted at komme.
For at begrænse omkostningerne forventes, at den enkelte andelshaver deltager i vedligeholdelse af havnens arealer og anlæg. Andelshaverne indkaldes således et par gange årligt til at deltage i et par timers arbejde. Der vil være opslag på havnen og på hjemmesiden om tidspunktet. Ud over at begrænse udgifter til fremmed hjælp er disse aktivitetsdage en god mulighed for at lære andre andelshavere at kende. Undtagelsesvis kan man dog betale sig fra at deltage i aktivitetsdagene.
Hvis du som andelshaver er i besiddelse af en relevant, speciel kompetence, som du kunne tænke dig at tilbyde havnen, er du velkommen til at henvende dig til bestyrelsen.
Du er altid velkommen til at henvende dig til bestyrelsen med kommentarer, forslag eller spørgsmål. Navne og telefonnumre kan du finde på hjemmesiden.
Velkommen i havnen!
Bestyrelsen